Etiketter

lørdag den 8. januar 2011

Elvis-bagmænd går efter Graceland



 (EB) I april åbner en kopi af Elvis Presleys hjem i Randers. Men her få måneder inden er initiativtageren, Henrik Knudsen, kommet i vanskeligheder med sit navnevalg 'Graceland Randers'.
Det er forretningsfolkene bag Elvis Presleys arv, der mener, at de har Graceland som deres registrerede varemærke og derfor har klaget til Patent- og Varemærkestyrelsen. Det forstår Henrik Knudsen ikke, da han allerede i 2006 fik navnet godkendt hos styrelsen.
- Det skuffer mig helt vildt. Jeg synes, at det er ærgerligt og dårlig stil. Noget juristeri, som er ulækkert for at sige det ligeud. Det drejer sig alene om penge, siger Henrik Knudsen.
Han er indehaver af butikken Elvis Unlimited i den sydlige del af Randers og har desuden gennem 20 år arrangeret turistture til det rigtige Graceland i Memphis.
Han mener, at Graceland er et udbredt navn, der ikke alene kan forbindes med Elvis.
- Graceland bruges lige fra skomærker til restaurantkæder. Vi har med vilje valgt ikke at benytte navnet Elvis, siger Henrik Knudsen.
Han siger desuden, at det er uforståeligt, at amerikanerne ikke protesterede i indsigelsesperioden i stedet for nu fem år senere.
Hans nye turistattraktion, som bygges i sydstatsstil, har været undervejs i mange år, men først i sommer kom den endelige finansiering på plads med et etableringsbudget på 26 millioner kroner.
'Graceland Randers' bygges i tre etager og indrettes med museum og en mindre biograf. Det er første gang, at popstjernens hjem kopieres på den måde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar