Da Grethe Sønck blev begravet sidste år, trakterede Henrik Krogsgaard orglet i Tibirke Kirke.
Melodien var ’Jeg slår et slag for det gode humør’. Det var hendes sidste ønske. Hun blev 80 år.
På onsdag fylder han 60. De to var nære venner. Dét og aldersforskellen siger alt om, at der hverken var meget ungdomsoprører eller hippie over Gentofte-drengen.
»Åå med pilen, Palle«
Mens kammeraterne spillede luftguitar, spillede han klaver og hammondorgel. Til at begynde med for den lokale fru Violets danseskole.
Allerede som syttenårig markerede han sig som vidunderbarn ved at blive kapelmester i Cirkus Schumann. Det var i Dansktoppens guldalder, og i 1972 udkom instrumentalalbummet ’Henriks Dansktopfavoritter’.
Samme år lærte hr. og fru Danmark ham at kende som den dygtige, belevne, blonde unge mand, der ledede orkestret i tidens mest populære program, Otto Leisners ’Den gylden pil’ – ældre læsere husker sikkert udtrykket »på med pilen, Palle«.
Den dygtige kapelmester
I 1972 indledte han det samarbejde med Grethe Sønck, som skulle vare til hendes død. Første udspil var singlen ’Og så er man gift’. Det blev Krogsgaard aldrig. Kun med arbejdet.
Han opgav hurtigt en karriere som rimelig god sanger. Dem er der som bekendt nok af. Kompetente kapelmestre med menneskeligt gehør skorter det derimod på.
Der fandt Henrik Krogsgaard sin niche, eller hvad man nu skal kalde hans position som 70’ernes og 80’ernes mest benyttede orkesterleder i den del af underholdningen, nogen kalder folkelig.
I 15 år styrede han musikken bag løjerne i Cirkusrevyen – som han et enkelt år også var meddirektør for. Desuden svingede han taktstokken ved revyerne i Nykøbing F., på Amagerscenen og efter årtusindskiftet i Helsingør, Vildbjerg og Sønderborg. Ligesom han var yndet af abonninerne som dirigent for Tivolis Promenadeorkester.
Den dygtige kapelmester
I 1972 indledte han det samarbejde med Grethe Sønck, som skulle vare til hendes død. Første udspil var singlen ’Og så er man gift’. Det blev Krogsgaard aldrig. Kun med arbejdet.
Han opgav hurtigt en karriere som rimelig god sanger. Dem er der som bekendt nok af. Kompetente kapelmestre med menneskeligt gehør skorter det derimod på.
Der fandt Henrik Krogsgaard sin niche, eller hvad man nu skal kalde hans position som 70’ernes og 80’ernes mest benyttede orkesterleder i den del af underholdningen, nogen kalder folkelig.
I 15 år styrede han musikken bag løjerne i Cirkusrevyen – som han et enkelt år også var meddirektør for. Desuden svingede han taktstokken ved revyerne i Nykøbing F., på Amagerscenen og efter årtusindskiftet i Helsingør, Vildbjerg og Sønderborg. Ligesom han var yndet af abonninerne som dirigent for Tivolis Promenadeorkester.
Arbejdsomheden fik ham også til at overkomme at akkompagnere folk som Raquel Rastenni, Michala Petri, Tonny Landy, Tove Hyldgaard og Birthe Kjær, som han også har skrevet sange til.
Han stod – og forsøgte at danse – bag Birthe Kjær, da hun malede byen rød i 1989, og var i en række år lige så synonym med Melodi Grand Prix som Jørgen de Mylius.
En svunden tid
Tiderne har længe ikke været til store, tarifbetalte orkestre, og skjules skal det ikke, at Henrik Krogsgaard, trods sin alder, for mange nye popstjerner in spe repræsenterer en svunden tid, hvor succes ikke blev opnået over night i den bedste sendetid.
Da livet på landevejen også har lært ham værdien af realitetssans, solgte han i 2005 sin villa i Holte.
En svunden tid
Tiderne har længe ikke været til store, tarifbetalte orkestre, og skjules skal det ikke, at Henrik Krogsgaard, trods sin alder, for mange nye popstjerner in spe repræsenterer en svunden tid, hvor succes ikke blev opnået over night i den bedste sendetid.
Da livet på landevejen også har lært ham værdien af realitetssans, solgte han i 2005 sin villa i Holte.
Nu residerer han i Svaneke, hvor han kortvarigt ledede det lokale kulturcenter Svanekegården. Fra klippeøen hans travle verden går som akkompagnatør for bl.a. Dario Campeotto og Preben Kristensen.
Ofte med et gyldent smil – for nu at citere titlen på hans eget dansktophit.
