Etiketter

fredag den 11. februar 2011

TALENTER PÅ SCENEN MED FREMTIDENS MUSIK


(Gaffa) Future Sound 2011 skal hjælpe unge danske musikalske talenter på vej

Ungdomsskoler og klubber i Brøndby, Gentofte, København og Rudersdal står bag projektet Future Sound 2011. Projektet er sat i gang for at give unge talentfulde amatørmusikere mulighed for at spille deres egen musik i professionelle omgivelser, og sidste frist for tilmelding er 4. april.
Future Sound beskriver de deltagende bands som "grupper, der kommer til at præge de københavnske spillesteder de kommende år", og i professionelle rammer skal otte unge bands og/eller solister spille foran publikum, og et panel, der består af fagfolk fra musikbranchen.
Panelet skal give grupperne kvalificeret feedback, som de kan bruge til at udvikle sig musikalsk. Koncertarrangementet gennemføres med hjælp fra etablerede aktuelle musikere, der undervejs giver feedback på originalitet, musikalitet og performance og deler ud af deres viden som branchefolk til deltagerne. 
Produceren Lars Falck, som er en af tre paneldeltagere, sad også i panelet ved sidste Future Sound.
"Jeg kan rigtig godt lide konceptet, fordi det handler om at give konstruktiv feedback, så jeg fik rigtig meget ud af det. Derfor sagde jeg også ja til at være paneldeltager i år", siger han.
Lars Falck har i øvrigt arbejdet med et af bandene fra sidste Future Sound, Liebst vs. Signe (billedet), som udkommer med en plade om et par måneder.
Desuden holdes der inden koncerten obligatoriske workshops ved blandt andet DMF og KODA, hvor de udvalgte bands og musikere får nyttig brancheviden. Hver deltagers præsentation optages og mixes i høj kvalitet, så de deltagende efterfølgende kan bruge materialet som præsentationsmateriale, oplyser Future Sound. 
Alle unge mellem 15 og 21 år kan deltage, hvis man kan spille egen musik i ca. 20 minutter, og de udvalgte bands kan opleves til en koncert 7. maj på Krudttønden i København. Der er fri entré.
Læs mere om Future Sound og muligheden for at deltage på www.futuresound.org eller på facebook-gruppen Future Sound 2011.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar