Punkbandet Before samles for første gang i 40 år

GAFFA 

Tre af de oprindelige Before-medlemmer samles for første gang siden start-80’erne til en artist talk

Køge Bibliotekerne inviterer til punk-reunion torsdag den 28. oktober til arrangementet BEFORE and after 40 years. Aftenen vil også byde på livemusik i form af en solokoncert med Elias Bender Rønnenfelt fra bandet Iceage og digtoplæsning af Jonas Okholm Jensen. 

Tre medlemmer fra Befores oprindelige line-up, Martin Hall, Fritz Fatal og Michael Illo Rasmussen – i sin tid henholdsvis guitarist, sanger og trommeslager – samles til en snak om deres tid i det skelsættende band. Den oprindelige bassist, Tolle Tolstoy, døde i 2006. Ifølge arrangørererne bliver denne reunion Fritz Fatals sidste offentlige optræden.

Samtalen vil blive modereret af musikjournalisten og forfatteren Klaus Lynggaard, som var til stede under den famøse koncert i 1981, hvor Before varmede op for New Order.

I programteksten skriver Klaus Lynggaard blandt andet: ”Da Fritz Fatal (aka Mikael Bonfils) og resten af Before gik på scenen i Saltlageret en majdag i ’81 for at varme op for det New Order, der blev dannet på ruinerne af Joy Division, var det foran et totalt uforberedt publikum, hvad angik den tsunamieffekt bandet havde. Ikke et sekund herskede der tvivl om, at vi, der var tilstede, bevidnede en stjernes fødsel. At der med Fritz og Before føjedes endnu et band til toppen af dansk nyrock – et sted, hvor der i øvrigt ikke ligefrem var trængsel.”

Before var et dansk punk/post-punk-band, der debuterede i Rockmaskinen på Christiania i 1980 og  efterfølgende spillede flere festivaler inklusive Roskilde Festival i 1982 og '83. Derudover spillede de Den Grå Hal i 1982 sammen med rockgruppen Kliché. 

Before havde Fritz Fatal som frontmand i alle bandets aktive år, mens andre medlemmer blev udskiftet løbende og op til flere gange. Bandet gik i opløsning i 1984, men blev gendannet i løbet af 80’erne til enkeltstående lejligheder. De nåede kun at udgive et enkelt studiealbum, A Wish of Life fra 1982, et udspil, der i dag står som en klassiker inden for dansk post-punk.

Af de oprindelige medlemmer har Martin Hall siden markeret sig som en meget produktiv solist, mens Michael Illo Rasmussen siden midt-80'erne har været trommeslager i The Sandmen. Fritz Fatal har blandt andet været sanger i bandet Mental Midget.

Befores optræden til New Order-koncerten i '81 blev udgivet som plade i 2011 under titlen 30 Minutes. GAFFAs anmelder gav pladen fire ud af seks stjerner og skrev: "Det er svært ikke at blive en smule nostalgisk, og der er da bestemt også noget... nostalgisk over lydkvaliteten på dette album."

ÅBENT BREV: Med et farvel til P6 Beat og P8 Jazz tramper man på dansk musikliv, der efter corona er presset helt i bund

 Af / Kristoffer Rom - Foto / Pressefoto

Dette åbne brev fra Kristoffer Rom, der er forperson for foreningen af Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP)

Ved at lukke P8 Jazz og P6 Beat efterlades danske kunstnere og musikselskaber svækket, alt imens populærkulturen og de multinationale selskaber kan dominere musikbranchen i endnu højere grad, end tilfældet er i dag. Og det på trods af et budget, der ikke er højere, end hvad det kostede DR ikke at lave deres serie om Leonora Christina.

For tredje år i træk står P6 Beat og P8 Jazz til at måtte dreje nøglen om på trods af kanalernes enorme betydning for dansk musikformidling, den danske musikbranche og vigtigst af alt: de danske kunstnere. Derfor sender Danske Uafhængige Pladeselskaber hermed en appel til politikerne og DRs ledelse om med det samme at finde den fornødne finansiering, så kanalerne kan leve videre og fortsætte deres virke som centrale led i formidlingen af ny dansk musik.

Ofret på forhandlingstaktikkens bål

DR har i de seneste uger understreget, at kanalernes overlevelse kræver en ekstrabevilling i lighed med de sidste 2 år. Et krav, der i vores øjne klinger noget hult med tanke på det beskedne beløb, som kanalernes drift kræver, sammenholdt med andre programmer og fladers omkostningsniveau. Faktisk koster det ifølge magasinet Ekko omtrent det samme at droppe serien om Leonora Christina, som det koster at drive P6 og P8 et helt år. 

Det ligner unægteligt, at DR for et par år siden øjnede en mulighed for at tage disse to strålende eksempler på public service som gidsel i mediepolitiske forhandlinger, og når det har virket de sidste par år, har man tilsyneladende sat sin lid til, at det samme ville være tilfældet i 2021. Nu er man så fanget i sit eget spin, hvor nogle (men heldigvis ikke alle) politikere nu bruger armslængdeprincippet som argument for ikke at skride ind.

Redder man ikke kanalerne, er det imidlertid både et udtryk for en fattig kulturpolitik, der ikke evner at forstå musikbranchens grundvilkår og et udtryk for en DR-ledelse, der prioriterer symbolpolitik højere end public service.

Når en fødekæde knækker

P6 Beat og P8 Jazz formidler hovedsageligt ny musik, der ikke kan finde plads på de øvrige DR-kanaler, hvilket daværende radiochef Gustav Lützhøft bekræftede i et interview med Weekendavisen i 2019: ”Jeg må være helt ærlig og sige, at vi på ingen måde kan rumme al den musik, der bliver spillet på de andre kanaler”. Til trods for at det vælter ud med kvalitetsudgivelser fra danske artister og selskaber, vil der med andre ord ikke være en bred repræsentation af den danske musik på DRs radioflader. Men hvilken betydning har det, er radioformatet ikke alligevel bare et fortidslevn?

Ifølge YouGov/Polaris er radio fortsat den langt største kilde til musikopdagelse blandt forbrugerne på trods af streamingtjenester og sociale mediers indtog i vores liv. Når kanaler som P8 og P6, hvis repertoire ikke repræsenteres på andre radiokanaler herhjemme, lukker, så er der altså ikke et andet formidlingsformat, der kan tage over. Konsekvensen er, at en masse musik vil forblive uopdaget i en verden uden kanalerne. Det spænder ikke kun ben for kunstnernes, pladeselskabernes og musikforlagenes indtjening på radio-airplay, men eksempelvis også for muligheden for at etablere et tilstrækkeligt antal publikummer til at understøtte de danske festivaler og spillesteder, der fokuserer på ny musik inden for disse genrer. 

Langt færre vil ganske enkelt opsøge musikken på streamingtjenester, i pladebutikker, på festivaler o.l., og dermed kan kanallukningerne være starten på en uhyggelig sneboldseffekt, der på den korte bane vil dræbe en stor del af vækstbetingelserne for den danske branche i beat- og jazz-genrerne og på den lange bane bidrage til den kedelige normalisering af musikskabelse, som streamingtjenester og sociale mediers fokus på som skip rate, engagement mv. i forvejen bidrager så rigeligt til. 

At man tilmed varsler lukningerne på dette tidspunkt, hvor de fleste kunstnere og koncertarrangørers eksistensgrundlag har været fraværende i henved halvandet år, er både tonedøvt og pinligt, da formidlingen af bredden i dansk musik effektivt sendes ud i mørket. Er det virkelig kendsgerninger, som beslutningstagerne er bekendt med? Vi kan ikke tro det...

Danske virksomheder rammes hårdest

I 2018 undersøgte vi den afspillede musik på P3 og P4 og fandt, at ca. 90% af den musik, de to stationer spiller, bliver udgivet af kun tre selskaber; Universal, Sony og Warner. Ingen af dem er danskejede, og tallet 3 er for den udenforstående nok særligt opsigtsvækkende sat i relation til, at DUP, foreningen for danske uafhængige pladeselskaber, repræsenterer over 170 danskejede pladeselskaber.

Som repræsentanter for tusindvis af etablerede såvel som upcoming bands og solister råber vi vagt i gevær. Det er bydende nødvendigt, at regeringen og DRs bestyrelse og radiocheferne i øvrigt sikrer, at DR fortsat får præsenteret og formidlet bredden i ny dansk musik på radio- og tv-fladerne. Lykkedes man ikke i det, får det direkte konsekvenser for branchens muligheder for at investere i og udvikle nye talenter uden for mainstreamen og derfor også vidtrækkende konsekvenser for innovationen, kvaliteten og bredden i dansk musik i fremtiden.

På vegne af foreningen Danske Uafhængige Pladeselskaber, 

Kristoffer Rom

Hugo Helmig indstiller karrieren på ubestemt tid

ritzau

Sangeren Hugo Helmig må aflyse sin Danmarksturné. Angst sætter en stopper for den og hans kommende udgivelser.

 

For tre år siden drev angst sangeren Hugo Helmig ud i et omfattende kokainmisbrug. Et misbrug, der satte en midlertidig stopper for en kometkarriere med store hits i både Danmark og udlandet.

Efter en lang, sej kamp fik Hugo Helmig gjort op med misbruget, men angsten forsvandt aldrig helt. Og nu tvinger den ham til at stoppe karrieren helt.

Det oplyser hans musikselskab The Bank til Ritzau.

- Alt lukkes ned på ubestemt tid, og det er på nuværende tidspunkt ikke sikkert, at Hugo vender tilbage til musikken, lyder det.

Derfor bliver hans Danmarksturné, som den unge sanger netop har taget hul på, aflyst. Og den kommende udgivelse Lulu vol. 3, som han har arbejdet på i studiet, bliver ikke til noget.

Hugo Helmig er nødt til at prioritere sit helbred, selv om det betyder et farvel til en lovende karriere.

- Jeg må indse, at selv om jeg lykkedes med at komme helt ud af mit misbrug, har jeg ikke fået kontrol med den angst, der fik mig ud i misbruget, siger han til Ritzau gennem sit musikselskab.

- Angsten er lige nu så voldsom, at jeg på ingen måde kan gennemføre min planlagte turné, og jeg har også indset, at jeg må stoppe karrieren helt, hvis jeg skal have fikset det, der er gået i stykker indeni mig.

Han er ked af at skuffe sine fans, men der er desværre er ingen anden vej, mener han:

- Jeg ved, at jeg skuffer fans, mit band og alle dem, der arbejder med mig, men jeg føler ikke, at jeg har noget valg. Lige nu må jeg ofre det, jeg holder allermest af, nemlig musikken, siger han.

Musikselskabet The Bank, der har arbejdet med Hugo Helmig siden begyndelsen af hans karriere, er indforstået med beslutningen, men samtidig trist over, at det er slut.

Det fortæller Jakob Sørensen, der er direktør i selskabet.

- Jeg har den dybeste respekt for Hugos beslutning, selv om det selvfølgelig er utroligt trist at måtte stoppe her. Jeg ved, hvor hårdt Hugo har kæmpet de seneste år, og hvor langt han allerede er nået, lyder det.

- At komme ud af et misbrug er en stor bedrift i sig selv, men når karrieren står i vejen for at komme helt i mål, kan man som musikselskab ikke gøre så meget andet end at bakke ud og bakke op. Så det er det, vi gør.

- Og så drømmer vi om, at Hugo en dag ringer og siger, at han er klar igen, men det er selvfølgelig helt op til ham selv, siger Jakob Sørensen.

Hugo Helmig har ikke yderligere kommentarer og beder om ro.

Musikselskabet oplyser, at alle købte billetter til den aflyste turné refunderes.

Ægte Dansk Noir - Love Shop

Anmeldelse 
Simon Heggum / Gaffa
Foto / Philip Temple, pressefoto

Skal man tro valg af titel, artwork og grundstemning i Love Shop anno 2021, har det været på tide at lukke mørket ind i gruppens klangunivers igen, selvom det aldrig har været helt væk. Vi ser fortsat Jens Unmack – eneste faste medlem af gruppen, efter Hassig og Halls triste skæbner – vedligeholde kærlighedsbutikken på bedste vis med en fast gruppe af musikere omkring sig. Love Shops genkomst for 11 år siden med Frelsens hær smed det sene mesterværk Risiko af sig i 2017.

Her formåede Unmack endelig at undslippe skyggerne fra fordums tid og leverede det bedste værk siden Anti. Den efterfølgende Brænder boksen med smukke ting var også hæderlig, men blegnede en smule – måske fordi den alligevel udkom for hurtigt efter Risiko, selvom åbningssalven af ”Folkets Hus”, ”Til jorden kommer” og ”Underdanmark” var den bedste åbningstrio siden ”Love Goes On Forever”, ”Copenhagen Dreaming” og ”Fremmedlegionær” på klassikeren Go!

Så Love Shop 2021 er på mange måder nået det punkt, som de hellige tre konger nåede i kølvandet på Go! og Det løse liv. For hvordan definerer man sig selv igen, når man allerede har gjort det flere gange? Hvordan holder man fortsat en relevans, når man har opnået det, man har længtes efter? Hvordan genopdager man en drivkraft? Netop denne tankegang synes at skrige igennem hele Unmacks output siden debuten 1990.

Et efterhånden imponerende bagkatalog, der kun indeholder få reelle fadæser, og det er næsten umuligt at finde bundlinjen (hvis du er i tvivl om bundlinjen, kan du altid lige give ”Min pizzaven” et lyt). Derfor er det interessant, at Love Shop synes at have manifesteret et fast lineup, som også er de eneste optrædende på dette 13. album, der har den rodløse titel Levende mænd i døde forhold. De nye hellig tre konger tæller foruden Unmack producer og tangentmand Mikkel Damgaard og Hr. Skæg-lookalike/guitarist Mika Vandborg, som har været en fast del af butikken siden henholdsvis 1997 og 2010.

Trioen er de eneste musikere på Levende mænd i døde forhold, ud over sangerinden Stine Hjelm, der synger med på et par skæringer, og dette giver pladen et langt mere råt, elektronisk og skrabet udtryk, som er det mindst polerede og mest skramlede, Love Shop nogensinde har været. Langt fra Hilmer Hassigs perfektionistiske produktion. Samtidig er sangene endnu mere mol-prægede, end de har været længe og kaster samme skygger som det ufremkommelige nordiske noir, man fandt på den dybt undervurderede, iskolde National. Ja, faktisk fremstår Levende mænd i døde forhold som en varmere og roligere søster til Nationals kokain-glam.

Den åbnende salve af ”X” og den fængende sortsalme ”The Troubles” viser vejen frem for Love Shop. Vejen fører ind i et anderledes nuanceret mørke. Hvor mørket på National virkede dramatisk og sammenbidt insisterende, er mørket på Levende mænd i døde forhold præget af et tusmørkelandskab, i blågrå tåge og skygger af sære skabninger, der bevæger sig forbi én som spøgelser, uden man rigtig ser dem. Her, hvor skæbnen er gået i stå. Teksterne er oftest holdt i datid og besynger handlinger, der allerede tidligere er sket. Konsekvenserne af de blåøjede valg, man tog som yngre, tilværelsens dybe melankoli, livets efterår og den uundgåelige følelse af ”var det det?”

Et eksempel er ”The Troubles”, hvor Unmack bruger ungdomsromantiske metaforer som ”børn af øjne så blå” og blod, der ”smager tyst af rustne bær”. Metaforer, der peger tilbage på hans tekstunivers på den mere blåøjede debut 1990. Men her er den unge mand blevet voksen og bitter og længes efter de unge års drivkraft. I stedet er ”the troubles” gået fra at være en ild, der ikke kan slukkes til en plæne, der skal slås. På ”Glæden ved at sige nej” ædes manden op af et liv af karrieremæssige kompromisser i en selvskabt, mental postapokalypse, hvor ”bierne falder ned” og ”træerne er gået ud”, blot fordi man aldrig lærte at sige nej.

På den mundrette ”Ægte Nordic noir” besynges livets efterår og en knugende tomhed, der viser sig mellem to personer, når jeg’et endelig anerkender du’ets ”vægelsind”, som muligvis altid har været der. Et vægelsind, der er så åbenlyst, at selv de mest troende – her ”katedralerne” – tidligere har tvivlet. Lidt lys lukkes dog ind hist og her. Som på ”Efterårsklassikerne”, hvor hovedpersonen synes at nyde sit eksil, efter partneren er taget udenbys, og han nu har ”byen helt for mig selv”. Men senere viser det sig, at eksilet også bliver meningsløst, når man stiller sig selv spørgsmålet ”om der stadig er noget at give, når ikke gives et ønske om at få”. En linje, som er en af de stærkeste, Unmack nogensinde har skrevet, til en sang, hvis omkvæd står som en sej monolit af mørk poesi. Se kannibalens åbne gab, indeed.

Og mørket går igen i musikken, hvor Unmack kun er flankeret af Vandborgs smagfulde guitar- og overraskende stærke basspil samt Damgaards tangent- og produktionsarbejde. De fleste rytmeforløb er programmeret eller minimale, og de forvrængede guitarer på ”The Troubles” og ”Kun længes skygger mod aftenens fald” blandes med sagte, pirrende synths, mens dramaet får hele armen på den mesterlige ”På livet og lykken for os”, der besidder et patosfyldt omkvæd, hvor himlen virkelig falder ned på jorden.

De klassiske popmomenter findes faktisk kun på ”Ægte Nordic noir”, der ud over en genial titel har et klassisk, formfuldendt Love Shop-omkvæd og klart står som en af årets bedste daske singler. Det kan godt være, det er mørkt, men det er nyklassikere som ”Kræmmersjæl” og ”Skøjteløb på Bagsværd Sø” også. Det andet popindslag, ”Sort Bornholm” skriver sig mere ind i traditionsrige toner fra ”Fuck min højdeskræk” og ”Copenhagen Dreaming” og besidder en 70’er-poppet melodi og et dur-præget drive, som står i kontrast til Unmacks afsluttende ”rådne kister-rådne bårer”-vers.

Levende mænd i døde forhold er mørk, minimal og elektronisk popmusik uden derouter. Produktion og akkompagnement holder fokus fuldstændig på Unmacks natsorte sange, og ikke en tone eller tekstbrok er overflødig. På den måde kunne indgangsvinklen minde om de tendenser, Nick Cave har haft på senere plader som Push the Sky Away, Skeleton Tree og den glimrende Carnage fra i år. Rolige, syntetiske skyer af truende mørke og en eksistentiel følelse af afmagt og dyb melankoli. Bemærk i øvrigt, at begge sangskrivere har haft døden tættere på sig end de fleste. Cave med sønnen og Unmack med bandmedlemmerne.

Dette slår én på den afsluttende ”Exitstrategi”, hvor Unmack synes at tælle ned til enden, mens en synth, der lyder umiskendeligt som Henrik Halls mundharmonika, søger at bryde frem fra mørket som et ekko af en fortid, man aldrig kan få igen. Om Stine Hjelms afsluttende kor skal forestille livets vinter og de sidste timer, ved jeg ikke, men Love Shop er tættere på enden end starten på Levende mænd i døde forhold, og den urolige fornemmelse af ophør og lyden af Charons båd i de vuggende, bornholmske bølger kan høres mellem de syntetiske toner og den dystre poesi. Dette 13. Love Shop-album er ikke lige så skelsættende som 1990, Go! eller Risiko. Men det vil snildt kunne være at finde i toppen af mine personlige Love Shop-favoritter sammen med Anti og National.