Etiketter

tirsdag den 6. marts 2012

Superguitaristen Billy Cross: Jeg elsker Danmark højere end Amerika


(EB) Billy Cross markerer 50 års jubilæum som musiker, og størstedelen af den tid har han levet i Danmark


- Jeg holder mere af Danmark end Amerika, må jeg være ærlig og sige. Jeg elsker Danmark, som Arnold Schwarzenegger elsker Amerika - som kun en indvandrer kan gøre det, siger superguitaristen og sangeren Billy Cross.
Han er aktuel med et nyt album, 'The Dream Hasn't Changed', som samtidig markerer hans 50 års jubilæum i branchen, og i hovedparten af den tid har han boet i København.
Det har naturligvis givet den 65-årige newyorker tid til at danne sig et indtryk af Danmark og danskerne, og det falder absolut ud til vores fordel.
- Humanistisk, ingen våben, respekt for børn og unge mennesker. Har du ikke nok, får du hjælp. Det er prisværdigt, forklarer Billy.
Hovedet i toilettet
- Nu er vi ellers blevet en krigsnation?
- Ingenting varer evigt, og det bevæger sig i den forkerte retning. Men jeg vil hellere koncentrere mig om de positive aspekter, og der er trods alt bedre her i Danmark.
Omvendt giver han ikke mange flade ører for tilstandene i det gamle fædreland, hvor han nærmest væmmes over det republikanske cirkus for at blive valgt til præsident-kandidat.
- Følger du med i det?
- Det vil være det samme som at stikke mit hoved i et toilet, og det har jeg ikke lyst til. Og jeg har heller ikke lyst til at beskæftige mig med menneske-affald i den størrelsesorden. Republikanere er det bedste argument for at indføre fri abort i Amerika. De skulle være aborteret allesammen.
Flov over Amerika
- Kan man slippe afsted med at sige sådan noget offentligt i Amerika?
- Amerika minder mig mere om Sovjet efterhånden end det land, jeg voksede op i. Jeg er flov. Jeg siger ikke til folk, at jeg er amerikanser, jeg siger, jeg er newyorker. Det er jeg til gengæld stolt af. New York er nok det eneste multietniske samfund i verden, der fungerer 100 procent. Men selve nationen har jeg ingen kærlighed til længere.
Musikalsk er det et medrivende album, Billy Cross har brygget sammen af egne sange sammen med et hold danske musikere, Aske Jacoby, guitar, Flemming Ostermann, bas, og Henrik Askoli på trommer.
Men jubilæet får faktisk et konkret indhold, for Billy har medtaget det første nummer, han i det hele taget var med til at indspille med sit high school-band i 1962. 'No Parking', hedder det.
- Vi spillede instrumental-musik. Vores stemmmer var ikke gået i overgang endnu, griner guitaristen.
På blondine-jagt
Siden kom der mere gang i sagerne, og mest opsigt vakte det uden tvivl, da han var Bob Dylans guitarist på verdens-turneen i slutningen af 70'erne. Det ville de fleste nok erklære for karrierens højdepunkt, men Billy Cross mener noget andet.
- Mit første orkester, en fredag eftermiddag, da jeg næsten var færdig i skolen, og jeg vidste, at vi skulle ud og spille den aften... Det var fantastisk at spille med Dylan, og meget andet, jeg har foretaget mig, har også været fantastisk, men adrenalinen, jomfrueligheden fra dengang, overgår alt.
- Jeg har læst, at du kom til Danmark nærmest på flugt fra en eks-kæreste. Er det rigtigt?
- Ikke rigtigt. Jeg var på ferie med to af mine venner. Vi var på blondine-jagt - og jeg fangede én, jubler Billy, der har været sammen med fru Lise lige siden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar