Etiketter

torsdag den 3. februar 2011

SORT SOL UDSENDER 11-DOBBELT BOKSSÆT

(Gaffa) Samtlige gruppens otte studiealbum samt tre bonus-cd'er med sjældenheder udkommer i forbindelse med gendannelsen

Sort Sol er som bekendt blevet gendannet til en forårsturné samt en række koncerter til sommer. Og i forbindelse med genforeningen har de nu annonceret, at de udgiver et bokssæt med intet mindre end 11 cd'er, heriblandt deres otte studiealbum fra og med "Minutes To Go" fra 1979 til og med "Snakecharmer" fra 2001, som alle er remasterede.
Derudover indeholder boksen tre bonus-cd'er med materiale fra ep'er, fra den tidlige punkopsamling "Pærepunk", musik til balletten "Hamlet", fra filmen "Baby", outtakes, remixes, demo samt en radio-optagelse, i alt 116 numre på de 11 cd'er. En del af materialet har ikke tidligere været udgivet, og andet har været svært opdriveligt i en længere periode. Bokssættet får ganske enkelt titlen "Sort Sol" og udkommer 28. marts, umiddelbart efter turnéstarten i Horsens 25. marts.
Boksen indeholder langt det meste, men dog ikke alt, som gruppen har udsendt, fortæller Lars Top-Galia til GAFFA.dk:
– Det er en omfattende boks, det er ikke en komplet boks.
Derfor får man eksempelvis ikke hele musikken til filmen "Baby", som Sort Sol udgav et soundtrack til i 2003, hvilket i øvrigt er deres seneste udgivelse med ny musik.
Har I egentlig overvejet at genudgive de gamle plader på vinyl eller udgive bokssættet på vinyl?
– Vi har talt om det, men indtil videre kommer de kun i bokssættet her. Vi er ikke vinylfreaks som sådan, og det har i sig selv været svært nok at få udgivet dette bokssæt. Så man skal ikke sige "mere vil have mere".
Lars Top-Galia fortæller videre, at der er ændret en smule i albummet "Unspoiled Monsters" fra 1996:
– Det er et "artist cut" denne gang, hvor vi i sin tid gik en smule kompromis med pladeselskabet. Derfor har vi ændret lidt i rækkefølgen af sangene, ændret en smule i mikset og taget et enkelt nummer, "The Painter", ud. Det er dog med blandt bonusnumrene, så man kan stadig finde det.
Har de to tidligere medlemmer af Sort Sol, Peter Peter og Knud Odde, også været med til at sammensætte boksen?
– Ja, de har i hvert fald haft mulighed for at komme med forslag til ting, de ville have med eller ikke have med, og det er foregået helt udramatisk.
Hvorfor hedder boksen bare "Sort Sol"?
– Det er en meget god titel, der siger det hele, ikke? Sidst, vi lavede en boks, kaldte vi den "Black Box", og kort efter udgav Gasolin' en boks med samme titel, eller rettere, de kaldte dem "The Black Box". Men det kan i hvert fald ikke ske igen, griner Lars Top-Galia.
Turné om hjørnet
Om den kommende turné udtaler gruppen: "Det skal ikke være, som det var i 2001. Det skal ikke være, som det var i 1996 eller i 1983. Det skal være, som det bliver til foråret. Alle numre er i spil, og så må det vise sig, hvilke der bliver slået ned på, og hvad de rummer af liv og hemmeligheder, når de foldes ud i fremtidens uvisse lys."
Forberedelserne har været i gang i tre måneder i en kirke i København. Steen Jørgensen (sang), Lars Top-Galia (guitar) og Tomas Ortved (trommer) har til turnéen hyret følgende musikere: Guitaristerne The Adam og Manoj Ramdas, der begge spiller i The Good The Bad, samt bassisten A.C. (alias Anders Christensen, som har spillet med blandt andre The Raveonettes, Savage Rose og Nikolaj Nørlund).
Flere af koncertstederne er ved at melde udsolgt, og der forberedes i øjeblikket en række koncerter hen over sommeren. Meget tyder altså på, at 2011 bliver et stort Sort Sol-år. Indtil videre er følgende koncerter offentliggjort :

25.03    Horsens Ny Teater - Horsens (få billetter)
26.03    Portalen - Greve
31.03    Kulturværftet - Helsingør
01.04    Odense Idrætshal - Odense
02.04    Kongrescentret - Århus
08.04    KB Hallen - København (udsolgt)
09.04    Godset - Kolding (få billetter)
15.04    Kongrescentret - Ålborg
16.04    Kongrescentret - Ringsted
Billetterne er i salg via GAFFA Live
Det er i øvrigt som nævnt ikke første gang, Sort Sol udgiver et bokssæt. Tilbage i 1997 udsendte de den femdobbelte boks "Black Box", som dog kvantitativt bliver overgået markant med den nye boks.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar