Walkman fylder 40

Sonys Walkman fyldte 33 år i weekenden. Men opfindelsen er 40 år gammel.

AF MORTEN BAY

Der er næppe ret mange danskere, der fødtes i halvfjerdserne, der ikke har ejet en Walkman på et tidspunkt. Muligvis stod der ikke Sony på den, hvilket betød, den ikke måtte bære navnet Walkman. Alligevel var det blot det, alle kaldte de små, transportable båndoptagere, der gjorde musik til en personlig oplevelse, længe før ordet iPod kom over nogens læber.

Slet ikke opfundet af Sony
I går var det 33 år siden, Sony for første gang sendte en Walkman på gaden. Men selve opfindelsen af Walkman’en går syv år længere tilbage, og har intet med Sony at gøre. Det er således fyrre år siden i år, tysk-brasilianske Andreas Pavel opfandt det, vi senere har lært at kende som en Walkman.

I slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne blev det mere og mere populært at lytte til musik i hovedtelefoner de stereoanlæg, der stille og roligt var ved at blive hvermandseje. Tidens musik var egnet til det, i form af den symfoniske/progressive rock, der krævede koncentreret lytning. Andreas Pavel var en af dem, der brugte meget tid med kraniekogler på knolden.

Han ville med sine egne ord gerne ”skabe et lydspor til folks liv” ved at give dem mulighed for at tage musikken med sig. Så i februar 1972, under et ophold i Schweiz, testede han for første gang en minibåndoptager, der ingen højttaler havde, men som var batteridrevet og spillede musikken gennem hovedtelefoner. Det første stykke musik, Pavel spillede på den nye opfindelse, var ’Push Push’ med Herbie Mann og Duane Allman.

”Ingen gider gå rundt med hovedtelefoner”
Pavel kaldte sin opfindelse for Stereobelt, og han begyndte nu at opsøge diverse forbrugerelektronik-firmaer for at få dem til at købe konceptet. Men såvel Yamaha som Philips og Grundig sagde alle nej tak. I et interview med New York Times sagde Pavel i 2005, at ”De troede alle, jeg var tosset og var overbeviste om, at folk ikke gad rende rundt med hovedtelefoner på i fuld offentlighed.”

Det er et af de klassiske eksempler på, hvordan ikke særligt fremsynede mennesker kan tage grueligt fejl. Pavel gav dog ikke op, og i 1977 lykkedes det ham at få patent på opfindelsen i Italien, og henover de næste 18 måneder gik patentet også hjem i USA, Tyskland, England og Japan. I slutningen af 1978 kunne Pavel altså lægge sin opfindelse på hylden, vel vidende, at han havde ophavsretten til den.

Men 1. juli 1979 skete der noget. Der kom Sonys Walkman på gaden for første gang. Ganske oplagt gik Andreas Pavel nu i gang med en patentsag overfor den japanske elektronikgigant. Forhandlingerne begyndte i 1980, men det skulle tage helt frem til 1986, før den første afgørelse i sagen faldt. Sony gik det år med til at betale en royalty til Pavel, men kun for enkelte modeller, der blev solgt i Tyskland.

David mod Tech-GoliathDet var dog ikke nok for Pavel, der i 1989 anlagde en ny patentretssag ved en britisk domstol. Og nu satte Sony hårdt mod hårdt. Ifølge Pavel selv hyrede Sony privatdetektiver til at kigge ham over skulderen, og de anlagde et modsøgsmål, hvor beløbet var så stort, at Pavel fik indefrosset alle sine økonomiske midler.

Efter flere år med økonomisk ruin, gæld i form af retsudgifter på over 3 millioner dollar og et liv med konstant stress, blev sagen lukket af domstolene i 1996, uden at Pavel havde fået tildelt, hvad der rettelig tilkom ham.

Han var dog ikke sådan at slå ud, så efter at have advaret Sony om, at han ville starte retssager i alle de lande, hvor han havde patent på Walkman’en, gik Sony i 2003 med til et forlig. Visse observatører mener, at Sony-stifteren Akio Morita først skulle dø (hvilket han gjorde i 1999), før Sony ville medgive, at de ikke opfandt Walkman’en.

Musik, filosofi og litteraturPavel har angiveligt fået et 8-cifret dollar-beløb, samt yderligere royalty-udbetalinger for Walkman-salget. Da sagen endelig blev lukket i 2005, begyndte advokater og Andreas Pavels venner at opfordre ham til at fortsætte sine søgsmål, for den personlige musikafspiller var jo hans opfindelse, hvilket betød at Apple formodentlig ville skulle betale ham en bunke penge for den succes, de havde med iPod.

Men Pavel var træt efter 25 år med retssager, og som han sagde til New York Times, ville han hellere forfølge sine akademiske interesser i musik, filosofi og litteratur. ”Jeg har ikke haft tid til at dyrke dem i mange år. Men nu har jeg fået min tid tilbage. Jeg vil ikke bare være kendt som ham, der opfandt Walkman’en.”

Det var nu ellers ikke nogen dårlig ting at blive husket for.