Etiketter

søndag den 23. januar 2011

Kulturlivet misser digitalt milliardmarked

(Børsen) Mens danske musikselskaber, filmvirksomheder og bogforlag kæmper med faldende salg af fysiske produkter, lader de kreative virksomheder samtidig et potentielt milliardmarked passere forbi.
En ny forbrugerundersøgelse, som Greens Analyseinstitut har foretaget for Børsen Kultur, skitserer et salgspotentiale for digitale kulturprodukter, der ifølge eksperter er overraskende stort. Ifølge undersøgelsen er danskerne i gennemsnit villige til at betale mellem 72 og 98 kr. om måneden for nye abonnementstjenester, som giver fri adgang til enten film, musik eller bøger på nettet. Overføres det til antallet af husstande i Danmark, giver det et potentielt marked på mere end 7 mia. kr.
»Det er dejligt, at folk gerne vil betale for de her servicer. Til gengæld er det ærgerligt, at selskaberne ikke er i stand til at imødekomme ønsket fra forbrugerne, men i stedet holder fast ved en gammeldags betalingsform og en højere pris, som gør, at de taber muligheden for at tjene en masse ekstra penge,« siger Jan Damsgaard, der er professor i e-business på CBS.
Ifølge undersøgelsen er forbrugerne desuden klar til at betale gennemsnitligt 73 kr. for et digitalt musikalbum, 85 kr. for en premierefilm på nettet og 118 kr. for en e-bog. Også her ser eksperterne stort potentiale for at mangedoble salget ved at sænke prisen, men generelt tror de mest på abonnementstjenesterne som den digitale forretningsmodel.
Set i forhold til dagens priser på fysiske cd’er, dvd-film og bøger lyder danskernes betalingsvillighed umiddelbart ikke overvældende, og netop derfor har de kreative industrier trykket på bremsen for at beskytte det fysiske salg. Men det er en helt forkert måde at anskue den digitale udvikling, mener Mads Thimmer, der er direktør i Innovation Lab og ekspert i digitale forretningsmodeller.
»Alle siger, at de investerer i en ny digital verden, men det sker med en tidligere verdens tankesæt,« siger Mads Thimmer.
Han kritiserer, at virksomhederne glemmer det langsigtede potentiale, og påpeger, at de digitale produkter ikke fjerner det fysiske salg, da nettet åbner op for et væsentlig større markedet.
»Man snyder sig selv for forfærdelig meget omsætning på grund af det store her og nu-fokus. Man tænker slet ikke i værdien i at binde kunderne til sig i abonnementstjenester. Det vil jo give mulighed for at tilbyde alle mulige andre produkter til en interesseret målgruppe lige fra foredrag til kulturrejser og andre ting,« siger Mads Thimmer.
Uberørt potentiale
Det overordnede potentiale på 7 mia. kr. skal ses over en årrække, men allerede nu er der ifølge Mads Thimmer et stort uberørt forretningspotentiale f.eks. på litteraturområdet.
Han henviser til en anden Greens-analyse, der for nylig viste, at 240.000 danskere vil have en e-bogslæser inden udgangen af 2011. Hvis bare halvdelen af dem tegner et abonnement til en litteraturtjeneste på nettet for 72 kr. om måneden, svarer det til en årsomsætning på ca. 100 mio. kr. Og det er vel at mærke uden at ødelægge markedet for dem, der endnu ikke har en e-bogslæser.
»Sådan en beregning ville jeg kigge på, hvis jeg var forlag. Det marked vil jo blive mange gange større bare i løbet af få år,« siger Mads Thimmer.
Både i musikbranchen, filmbranchen og forlagsbranchen erkender man, at man ikke har tilstrækkelig fat i det digitale marked, men der er stor forskel på, hvor langt brancherne er i udviklingen.Længst fremme er musikerne, der i den seneste tid har trippet for at få lanceret nye såkaldte streamingtjenester som supplement til teleselskabernes musiktjenester Play og Wimp. Det er endnu ikke lykkes, og derfor har de danske musikselskaber – formentlig som det eneste sted i verden – oplevet et fald i det digitale musiksalg i 2010.
På litteraturområdet er de store forlag begyndt at satse på e-bøger, men udvalget er stadig begrænset, og der er endnu ingen abonnementer. Filmbranchen oplever en markant vækst i markedet for Video On Demand, men heller ikke her er abonnementstanken slået igennem.
Både Jan Damsgaard og Mads Thimmer er klar over, at det er en vanskelig øvelse at gå fra overvejende fysisk salg til overvejende digitalt salg, men det er på høje tid at se på potentialerne i stedet for risikoen ved at tabe dele af det fysiske salg.
»Man skal vænne sig til, at indtjeningen per omsat krone vil falde væsentligt inden for alle de her brancher. Det er selvfølgelig en dårlig nyhed, og derfor kan man godt forstå, at de stritter en smule imod. Men de stritter for meget imod,« siger Jan Damsgaard, der frygter, at store internationale selskaber løber med det digitale marked på grund af den danske forsigtighed.
»Desværre er de danske selskaber ved at spille sig muligheden af hænde. Når man kan få en e-bog på Amazon til 11 kr., er der ingen grund til at vente på, at de danske forlag sætter prisen ned.«

Ingen kommentarer:

Send en kommentar