(Gaffa) Reportage fra Christian Lemmerz og Michael Kviums 20 år gamle fortolkning af ”Flow My Firetear”-albummet, der blev fulgt til dørs af en minikoncert med punklegenderne.
Onsdag aften blev filmfestivalen CPH PIX skudt i gang i Grand Teatret med en kombineret ur- og snigpremiere, begge med Sort Sol i fokus. Første og eneste programsatte punkt på dagsordenen var urpremieren på Christian Lemmerz og Michael Kviums musikvideoalbum/kunstfilm, hvor den tyske og den danske kunstner havde fortolket Sort Sols 20 år gamle mesterværk "Flow My Firetear" sammen med performance-gruppen VÆRST.
Til at introducere filmen var de to kunstnere og de tre nuværende Sort Sol-medlemmer Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved mødt op. Lemmerz og Kvium kunne fortælle, at de dengang for 20 år siden fandt musikvideomediet grænsede til det kedelige, og derfor besluttede sig for at give deres bud på albummets ni sange. Hvorfor filmen først ser dagens lys nu, havde Top-Galia svaret på, for op til for nylig troede man, at optagelserne var blevet destrueret, men der var blot tale om en misforståelse, da filmrullen viste sig at findes, dog med en forkert titel påført.
Filmen, som nu skulle vises for første og sidste gang, indeholdt ni tableauer, eller en art levende stilleben, hvor Lemmerz og Kvium havde sat en enkelt scene for hver af albummets sange.
Første video var til albumåbneren "Siggimund Blue", og med det samme forstod man, hvorfor disse videoer ikke var blevet valgt som de officielle musikvideoer dengang. For det, vi så, var halshuggende høns, der blev smidt ind på et trægulv, imens de hovedløse kadavere vred sig viltert rundt, så gulvet blev smurt mere og mere ind i blod og fjer. Det var et foruroligende syn, men passede umanerligt godt til sangens benhårde tone.
De andre videoer var lige så enkle, altså én scene og én lang optagelse, der frit lagde op til individuel fortolkning. I videoen til "Daughter Of Sad" så man for eksempel en bundet kvinde, hvis øjne bekymret så sig omkring, og i "Carry Me Into The Sun" så man et kopulerende par med omvendt fortegn, hvor manden lå livløst ind over et bord, imens kvinden "pumpede" løs bag ham, alt imens en anden kvinde bukkede sammen i et slowmotion-grin forrest i billedet. Kvium medvirkede selv i flere af videoerne, og han render altså også rundt med et fjæs, der er lige så fascinerende som dem, han maler.
I al sin umiddelbare enkelhed og sine smågroteske scenarier var videoerne både urovækkende og smukke, og de har svært ved at slippe nethinden igen. Og hvis man syntes, at videoerne blev lidt for stillestående, eller måske ligefrem for artsy, så kunne man bare læne sig tilbage og nyde albummet blive blæst ud af biografens store anlæg.
Under videoen til den underskønne ballade "Dyanne Thorne" listede de tre Sort Sol-medlemmer plus deres tre nye livemedspillere over til deres instrumenter, der var opstillet under lærredet, og de seks stod selv for lydsiden til den hæsblæsende albumafslutter "Tatlin Tower", hvor ikke mindre end tre skærende og skarpe guitarer duellerede i en næsten 10 minutter lang version af sangen. Det var her, at aftenens arrangement for alvor løftede sig, for magen til potent rock skal man lede længe efter, og det er nok begrænset, hvor mange af publikumerne i salen, der fulgte med i videoen, når nu Sort Sol endelig stod samlet igen.
Derefter stod den på så hårde udgaver af "Angelus Novus", "Misguided" og "Dog Star Man", at ansigtet var ved at flække i et smil, for Sort Sol er i den grad tilbage. Det var ikke overraskende, at de tre gamle medlemmer stadig kan fremtrylle sort magi på scenen, og derfor er det på sin plads at nævne de tre nye live-medlemmer Manoj Ramdas, Adam Olsson og Anders Christensen, for de spillede med så stor nerve, at man skulle tro, at numrene var skrevet i går.
Det korte sæt, der kan ses som en snigpremiere på Sort Sols kommende comeback-turné, blev afsluttet med en aggressiv version af "Boy-Girl", der gled over i den uhyggeligt fængende "Abyss". Som sidste nummer stod "Holler High", der nok aldrig bliver en af perlerne i Sort Sol respektaftvingende katalog, men i denne nye udgave formåede 2002-sangen alligevel at føje endnu en nuance til bandets facetterede udtryk.
Alt i alt en enestående aften, med hård underholdning i biografens bløde stole. Og det skal undre mig meget, hvis denne skribent var den eneste, der sad med en frydefuld klump i halsen over at høre Sort Sol i så blændede form efter den lange pause.
Til at introducere filmen var de to kunstnere og de tre nuværende Sort Sol-medlemmer Steen Jørgensen, Lars Top-Galia og Tomas Ortved mødt op. Lemmerz og Kvium kunne fortælle, at de dengang for 20 år siden fandt musikvideomediet grænsede til det kedelige, og derfor besluttede sig for at give deres bud på albummets ni sange. Hvorfor filmen først ser dagens lys nu, havde Top-Galia svaret på, for op til for nylig troede man, at optagelserne var blevet destrueret, men der var blot tale om en misforståelse, da filmrullen viste sig at findes, dog med en forkert titel påført.
Filmen, som nu skulle vises for første og sidste gang, indeholdt ni tableauer, eller en art levende stilleben, hvor Lemmerz og Kvium havde sat en enkelt scene for hver af albummets sange.
Første video var til albumåbneren "Siggimund Blue", og med det samme forstod man, hvorfor disse videoer ikke var blevet valgt som de officielle musikvideoer dengang. For det, vi så, var halshuggende høns, der blev smidt ind på et trægulv, imens de hovedløse kadavere vred sig viltert rundt, så gulvet blev smurt mere og mere ind i blod og fjer. Det var et foruroligende syn, men passede umanerligt godt til sangens benhårde tone.
De andre videoer var lige så enkle, altså én scene og én lang optagelse, der frit lagde op til individuel fortolkning. I videoen til "Daughter Of Sad" så man for eksempel en bundet kvinde, hvis øjne bekymret så sig omkring, og i "Carry Me Into The Sun" så man et kopulerende par med omvendt fortegn, hvor manden lå livløst ind over et bord, imens kvinden "pumpede" løs bag ham, alt imens en anden kvinde bukkede sammen i et slowmotion-grin forrest i billedet. Kvium medvirkede selv i flere af videoerne, og han render altså også rundt med et fjæs, der er lige så fascinerende som dem, han maler.
I al sin umiddelbare enkelhed og sine smågroteske scenarier var videoerne både urovækkende og smukke, og de har svært ved at slippe nethinden igen. Og hvis man syntes, at videoerne blev lidt for stillestående, eller måske ligefrem for artsy, så kunne man bare læne sig tilbage og nyde albummet blive blæst ud af biografens store anlæg.
Under videoen til den underskønne ballade "Dyanne Thorne" listede de tre Sort Sol-medlemmer plus deres tre nye livemedspillere over til deres instrumenter, der var opstillet under lærredet, og de seks stod selv for lydsiden til den hæsblæsende albumafslutter "Tatlin Tower", hvor ikke mindre end tre skærende og skarpe guitarer duellerede i en næsten 10 minutter lang version af sangen. Det var her, at aftenens arrangement for alvor løftede sig, for magen til potent rock skal man lede længe efter, og det er nok begrænset, hvor mange af publikumerne i salen, der fulgte med i videoen, når nu Sort Sol endelig stod samlet igen.
Derefter stod den på så hårde udgaver af "Angelus Novus", "Misguided" og "Dog Star Man", at ansigtet var ved at flække i et smil, for Sort Sol er i den grad tilbage. Det var ikke overraskende, at de tre gamle medlemmer stadig kan fremtrylle sort magi på scenen, og derfor er det på sin plads at nævne de tre nye live-medlemmer Manoj Ramdas, Adam Olsson og Anders Christensen, for de spillede med så stor nerve, at man skulle tro, at numrene var skrevet i går.
Det korte sæt, der kan ses som en snigpremiere på Sort Sols kommende comeback-turné, blev afsluttet med en aggressiv version af "Boy-Girl", der gled over i den uhyggeligt fængende "Abyss". Som sidste nummer stod "Holler High", der nok aldrig bliver en af perlerne i Sort Sol respektaftvingende katalog, men i denne nye udgave formåede 2002-sangen alligevel at føje endnu en nuance til bandets facetterede udtryk.
Alt i alt en enestående aften, med hård underholdning i biografens bløde stole. Og det skal undre mig meget, hvis denne skribent var den eneste, der sad med en frydefuld klump i halsen over at høre Sort Sol i så blændede form efter den lange pause.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar